Om at slå kanoner med gråspurve

Denne blog handler ikke om test, eller noget som helst andet fagligt. Det handler om dig, og dit virke som person.

Har du egentligt nogensinde spurg dig selv om hvor meget forskel gør du i dit nuværende job? Det er sikkert mange der gør før eller siden, uden at det behøver at være helt eksestentielt.

Hvad med om, on hvor meget forskel er du egentligt i stand til at gøre? Og måske har du overvejet hvilken effekt kan valget af dine handlinger have, når disse vælges med omhu. Det er sådan at det er ikke altid synligt, hvilken betydning vores handlinger har. Som når du sagde noget dumt til en kammerat eller en lærer i skolen og bare gik videre uden at tænke over hvilke tanker og følelser det har medført. Eller når du hilste på en du ikke kender i nabolaget eller bare ude på gaden. Mennesker vælger langt fra altid at vise deres sande følelser, og af samme grund får vi ikke altid feedback for de gode eller mindre gode ting vi selv gør i hverdagen. Ting der med garanti berører andre, i større grad end vi kan forestille os!

Kan du da forestille dig hvilken effekt ville det have at have en kollega som anderkender og roser dig for dine bedrifter? Ikke blot de store ting, som når du har bestået din eksamen med udmærkelse eller er blevet forfremmet.. Udmærkelsen er et ros i sig selv, og måske udvandes de supplerende roser når de blandes og kommer til dig på en gang. Men den ros, der kommer uventet og fremstår enkelt og rammer din egen følelse af bedriftens omfang – det er den der fortjener den største opmærksomhed. Som f.eks når du har siddet og knoklet med en langtrukken og utaknemmelig opgave ingen andre ville have? Eller da du endeligt løst den opgave som viste sig at være ca 200% sværere, mens ingen andre omkring har bemærket det?

Eller hvad med effekten når nogen oprigtigt tilbyder at hjælpe dig med nogle af dine opgaver når du har så travlt at du ikke når at opdage det selv? Dette synes at være lidt svært at tage imod for nogle. Nutidens tendens er blevet at sætte et lighedstegn mellem os sev og vores arbejde, og det er som om det er blevet sværere at takke ja til hjælp — for sæt nu man kommer til at fremstå som en der ikke kan klare sine arbejdsopgaver…. I forlængelse af dette, vil jeg vove at påstå det er også blevet sværere at tilbyde hjælp. For hvis man oplvever at få “nej, ellers tak” gang på gang, så er der også risiko for at man opgiver denne strategi på et tidspunkt. Alligevel, tænk hvilken forskel kunne det gøre hvis nu det var en selv der tog imod når det gjaldt?

Og så ellers effekten af at være positiv og proaktiv i en situation, hvor alt og alle omkring præget af dårlig stemning? Når det virker ligefrem forkert at være “ikke lige som alle de andre” – hvor længe kan det vare ved, og hvem tør at være den første til at bryde muren? Det kræves ikke en førerhat for at være en pioner – og på samme måde kræves der ej heller store overarme for at kunne beskytte vores egne — de folk omkring os der indgår i samme fællesskab. For lad os indse det: om vi vil det eller ej, indgår vi konstant i et eller flere fællesskaber af folk med samme formål. Vores fællesskab i og omrking vores arbejde er unægteligt et af dem. Spørgsmålet er således: hvilken forskel kan du gøre for dit? Når du er en udvikler, er dit job virkeligt at skrive kode? Er du tester, handler din hverdag således kun om at finde fejl?

Måske handler denne blog alligevel lidt om test og faglighed. For siden faglighed trives og udvikles i godt fællesskab, kan vi ej heller forvente gode resultater med fokus på performance hos de enkelte. At gøre hinanden gode sker gennem at gøre hinanden godt. I den professionelle test bygger vi vores gode kompetencer på evner som nysgerrighed, opmærksomhed på detaljer og gode kommunikationsevner men disse kan uden videre bruges på andet end at finde fejl i koden – vi kan spotte uoverensstemmelser i de sammenhænge vi ingår i, og gør vores del for at fællesskabet kommer et bedre sted hen. Hvad med et af de projekter med “umulige” arbejdsbetingelser, hvor overarbejde var normen og alle havde det så og så travlt… Når alle fokuserer på traveltheden, og verden synes at bryde sammen,  kan det være svært at vende blikket udad. Men hvem ville ikke ønske at være i et fællesskab hvor dette var normalen?

To go fast, go alone. To go far, go together

 — African proverb

At gøre forskel på den måde behøver hverken at være betinget af noget filosofisk eller religiøst. Det kan blot være et valg, baseret på indsigt og ikke midst viljen til at have andre med på vejen.

ps: lidt inspiration:

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s