Om at slå kanoner med gråspurve

Denne blog handler ikke om test, eller noget som helst andet fagligt. Det handler om dig, og dit virke som person.

Har du egentligt nogensinde spurg dig selv om hvor meget forskel gør du i dit nuværende job? Det er sikkert mange der gør før eller siden, uden at det behøver at være helt eksestentielt.

Hvad med om, on hvor meget forskel er du egentligt i stand til at gøre? Og måske har du overvejet hvilken effekt kan valget af dine handlinger have, når disse vælges med omhu. Det er sådan at det er ikke altid synligt, hvilken betydning vores handlinger har. Som når du sagde noget dumt til en kammerat eller en lærer i skolen og bare gik videre uden at tænke over hvilke tanker og følelser det har medført. Eller når du hilste på en du ikke kender i nabolaget eller bare ude på gaden. Mennesker vælger langt fra altid at vise deres sande følelser, og af samme grund får vi ikke altid feedback for de gode eller mindre gode ting vi selv gør i hverdagen. Ting der med garanti berører andre, i større grad end vi kan forestille os!

Kan du da forestille dig hvilken effekt ville det have at have en kollega som anderkender og roser dig for dine bedrifter? Ikke blot de store ting, som når du har bestået din eksamen med udmærkelse eller er blevet forfremmet.. Udmærkelsen er et ros i sig selv, og måske udvandes de supplerende roser når de blandes og kommer til dig på en gang. Men den ros, der kommer uventet og fremstår enkelt og rammer din egen følelse af bedriftens omfang – det er den der fortjener den største opmærksomhed. Som f.eks når du har siddet og knoklet med en langtrukken og utaknemmelig opgave ingen andre ville have? Eller da du endeligt løst den opgave som viste sig at være ca 200% sværere, mens ingen andre omkring har bemærket det?

Eller hvad med effekten når nogen oprigtigt tilbyder at hjælpe dig med nogle af dine opgaver når du har så travlt at du ikke når at opdage det selv? Dette synes at være lidt svært at tage imod for nogle. Nutidens tendens er blevet at sætte et lighedstegn mellem os sev og vores arbejde, og det er som om det er blevet sværere at takke ja til hjælp — for sæt nu man kommer til at fremstå som en der ikke kan klare sine arbejdsopgaver…. I forlængelse af dette, vil jeg vove at påstå det er også blevet sværere at tilbyde hjælp. For hvis man oplvever at få “nej, ellers tak” gang på gang, så er der også risiko for at man opgiver denne strategi på et tidspunkt. Alligevel, tænk hvilken forskel kunne det gøre hvis nu det var en selv der tog imod når det gjaldt?

Og så ellers effekten af at være positiv og proaktiv i en situation, hvor alt og alle omkring præget af dårlig stemning? Når det virker ligefrem forkert at være “ikke lige som alle de andre” – hvor længe kan det vare ved, og hvem tør at være den første til at bryde muren? Det kræves ikke en førerhat for at være en pioner – og på samme måde kræves der ej heller store overarme for at kunne beskytte vores egne — de folk omkring os der indgår i samme fællesskab. For lad os indse det: om vi vil det eller ej, indgår vi konstant i et eller flere fællesskaber af folk med samme formål. Vores fællesskab i og omrking vores arbejde er unægteligt et af dem. Spørgsmålet er således: hvilken forskel kan du gøre for dit? Når du er en udvikler, er dit job virkeligt at skrive kode? Er du tester, handler din hverdag således kun om at finde fejl?

Måske handler denne blog alligevel lidt om test og faglighed. For siden faglighed trives og udvikles i godt fællesskab, kan vi ej heller forvente gode resultater med fokus på performance hos de enkelte. At gøre hinanden gode sker gennem at gøre hinanden godt. I den professionelle test bygger vi vores gode kompetencer på evner som nysgerrighed, opmærksomhed på detaljer og gode kommunikationsevner men disse kan uden videre bruges på andet end at finde fejl i koden – vi kan spotte uoverensstemmelser i de sammenhænge vi ingår i, og gør vores del for at fællesskabet kommer et bedre sted hen. Hvad med et af de projekter med “umulige” arbejdsbetingelser, hvor overarbejde var normen og alle havde det så og så travlt… Når alle fokuserer på traveltheden, og verden synes at bryde sammen,  kan det være svært at vende blikket udad. Men hvem ville ikke ønske at være i et fællesskab hvor dette var normalen?

To go fast, go alone. To go far, go together

 — African proverb

At gøre forskel på den måde behøver hverken at være betinget af noget filosofisk eller religiøst. Det kan blot være et valg, baseret på indsigt og ikke midst viljen til at have andre med på vejen.

ps: lidt inspiration:

Reklamer

Om at finde sin vej

En af de mest inspirerende samtaler jeg har haft i nyere tid handlede om det med at komme til succes og opnå mere i sit liv. Det råd jeg fik, handlede slet ikke om at sætte mål og finde måder at komme derhen (som jeg f.eks skrev om i min tidligere blog om succes og udfordringer). Det gik ud på at lave det man elsker at lave, finde sine værdier og det større formål man brænder for, og det var hele opskriften. Det var ikke nødvendigt at lave en større plan med langsigtede mål. Der også noget fedt, grænseoverskridende og ud-af-min-komfort-zone ved at slippe styring efter mål, sætte efter det man brænder for og stole på at det vil bringe en et godt sted hen.

I den relation synes jeg at det minder en del om Connecting the dots historien fra Steve Jobs utrolig inspirerende Standford Commencement speech (2005):

You can’t connect the dots looking forward. You can only connect them looking backwards. So you have to trust that the dots will somehow connect in your future. You have to trust in something — your gut, destiny, life, karma, whatever. Because believing that the dots will connect down the road will give you the confidence to follow your heart even when it leads you off the well-worn path and that will make all the difference.

Vi lever tit med en forestilling om hvad vi og vores liv burde være. Nogle af disse forestillinger hænger godt sammen med hvem vi er; andre har sine rødder i vores syn på forventninger og den anerkendelse vi modtager fra vores omgivelser. Steve siger noget om dogma; om ikke at være fanget i forestillinger og rammer, som ikke er vores egne. Det synes jeg egentlig er en god pointe, som hænger godt sammen med det råd jeg fik. Nogle gange bliver man nødt til at afvige fra en vej, som ikke viser sig at være ens eget.

Success er ikke kun resultater på papiret, eller noget som kan sættes i udmærkelser-sektion på ens CV. Success er også at være tilfreds med og at kunne stå inde for det man laver – og det kan også være grunde til at afvige fra den lagte rute.

Og måske behøver det ikke være et valg – enten at være metodisk og planlægge sin vej til den success, eller bare at slippe det hele løs og kun være i nuet. Måske kan man være tilpas fleksibel navigation efter mål baseret på ens værdier, som man udforsker løbende. En styring der tillader at være interesseret for andre ting end det der hænger sammen med målet. At bryde rammerne ned fra tid til anden betyder også at give sig selv plads til at få noget nyt under huden – som at tage kursus i kalligrafi eller noget andet, blot fordi man finder det spændende! Der er ligesom at tage en ny udfordring op, blot fordi udfordringen i sig selv er spændende, uden at det nødvendigvis ser ud til at bringe en et sted hen.

En god ven til mig har lige taget uddannelsen som coach, og ville derfor coach’e mig som en del af forløbet. Jeg havde selv taget noget lignede kursus om coaching principperne, og kunne derfor forudse nogle af spørgsmålene. Alligevel blev jeg mindet om det med “Hvorfor er det vigtigt for dig?“, “Hvad giver det dig?” som er nogle af de ting man bliver spurgt om når man begynde at beskrive hvad man vil i sit liv. Det får en virkelig til at tænke over sine værdier!

At vove sig ud i og at lære noget nyt er værdi i sig selv, efter min mening. Læring giver en større perspektiv, mental udfordring til hjernen og vejen til nye erfaringer (når man nu også husker at bruge sin viden til noget).

PISTOL

Why, then the world’s mine oyster.
Which I with sword will open.

Success afhænger (også) af udfordringen

Da jeg læste på universitetet fik jeg noget af et komplement fra en af mine bedste venner. Han var fascineret af min evne til at “forudse”  ting forud for de sker. Sådan så han mig, da jeg overvejede de mulige scenarier i jagten på muligheder og mål. På den måde så jeg forhindringer som kunne opstå på vejen, og måske var det med til at lede mig ind i QA for 5 år siden.

Den dag i dag kan jeg stadig ikke forudsige fremtiden, men det at følge sin intuition, fornuft og logisk tænkning kan også være en måde at lægge en strategi for at opnå noget. Intuition er en sjov ting: en QA-kollega til mig har ry for at være en som “kan få tingene til at gå i stykker”. Ikke blot som et resultat af dybdegående risikoanalyser og erfaring med netop de ting hun rørte ved, men blot ved at have det i sine hænder. En sjælden evne – eller måske den kvindelige 6. sans? Jeg ville ønske jeg havde den særlige evne, men endte i stedet at forsøge at finde vejen igennem læringens veje.

Continuous improvement i teorien og hos Toyota

Uanset om man bevæger sig inden for den ene eller anden branche, kan man godt have en ambition om at blive bedre. Det ses jo inden for sport, kunst eller folk med nogle særlige evner, at talent, uanset størrelse, udvikles med øvelse. Tanken om at selvudvikling kan og bør ske oftere, end de få gange man er på kursus eller til konference, havde da også strejfet mig mere end et par gange i løbet af min karriere.

I øjeblikket læser jeg bogen Toyota Kata, som handler om begrebet kontinuerlig forbedring (continuous improvement) inden for bilproduktion. Samlebånd og leveringstid har meget lidt at gøre med den intellektuelle process i det med at designe, kode og teste software. Alligevel synes jeg at man kan drage paralleller, både i forhold til test, organisationen, og sig selv som person.

Ideen med Toyota Kata er at man kan forbedre sin virkelighed ved at sætte en ambitiøs vision, der ligger langt ude i horisonten. Visionen fungerer som en ledestjerne, som man forsøger at nå, uden at kende hele vejen derhen. Kontinuerlig forbedring er arbejdsmetoden, snarere end tilføjelsen til det (som når man tager på kursus en gang om året). Forbedringen ligger så i at opdage nye og bedre måder at komme tættere på målet og det sker konstant: hver dag prøver man noget nyt!

Allerede nu kan man tænke, det har jeg ikke tid til – jeg har et arbejde jeg skal passe. Eller så kan man måske tænke: hvorfor skal jeg prøve noget nyt hvis jeg allerede er god til det jeg laver…? Lad os tage et par eksempler. Hvis jeg skal have gæster, og gerne vil servere en kage, er det nemt at konstruere planen: kør hen til den nærmeste bager og køb en. Jeg kunne også bage en kage, og dertil skal jeg bruge en opskrift og ingredienser – stadig en forholdsvis veldefineret plan, som kun kan gå galt hvis de lokale supermarkeder er lukket. Men hvis nu jeg i stedet definere mit mål som en karriereskifte: lad os sige jeg gerne vil blive en bager. Måske endda vil jeg gerne sigte efter at være den bedste og den mest efterspurgte bager i hele Danmark. Hvad vil planen så være? Og hvis andre er samtidigt i gang med at arbejde efter den samme mål, hvordan påvirker det så min plan..?

Der kan være forskel på mål, konkurrence og ikke mindst midler i forskellige industrier. Alligevel, det som altid er sikkert er, at ingen kender fremtiden, og da virkeligheden er i konstant forandring, kan vi som sådan ikke altid regne med at kunne lave en plan hen imod de mål vi sætter os. Vi kan selvfølgelig også altid bare hente kagen..

Kata er en måde at finde vejen til målet, når vejen er ikke kendt. Meget kort sagt, går det ud på at have en vision (1), forstå virkeligheden som den er nu (2), og så arbejde hen imod den næste mulige delmål (3) igennem en række små eksperimenter (4), som illustreret her: (tak til internettet for lån af billedet)

kata

Alt mellem 2 og 1 antages for at være “den grå zone” – et ukendt område, som vi ikke kan navigere med sikkerhed igennem. Eksperimenter er de små skridt vi kan tage hen imod målet. Fejler vi, så lærer vi også noget – men for at det gavner på længere sigt kræver det at vi ved om vi går i den rigtige retning. Derfor har vi også delmål med på vejen (de kaldes Next Target Condition), som tager udgangspunkt i og er en forbedring af virkeligheden som den er nu (Current condition).

Hvis jeg tror jeg kan synge, men det lyder kun godt i mit hoved, så er der altså en lang vej til at blive en sanger. Derfor er forståelsen af min nuværende situation er lige så vigtig som retning, i forhold til det med at vælge de næste skridt.

Continuous improvement inden for softwaretest

Produktionsvirksomheder som Toyota sigter efter at forbedre effektiviteten af produktionsprocesser. Hvad kunne vi bruge det til inden for softwaretest? Hvis man vil kan man drage et par paralleller de to verdener i mellem:

  • Fagligt: software test er også en proces som kan forbedres hen over tiden. Som en softwaretester kan man blive bedre til sit fag. Som en organisation kan vi kan blive bedre til at arbejde sammen effektivt.
  • Netværk og domæne: viden om test og ens organisation lever ikke hos den enkelte, men udvikler sig gennem kontakt til fællesskabet. Det gælder i store træk ens domæne (f.eks test) og omgangskreds (dem man arbejder sammen med). Man kan lære hvem der kan hvad i virksomheden og danne relationer og partnerskaber, som styrker samarbejdet og på den måde hjælper med at opnå ønskemål hurtigere og bedre.
  • Karriere: Ens karrierevej kan også ses som en udvikling der består af en masse forbedringer til ens kompetencer, som ud over de faglige kunne f.eks indebære evner til at håndtere mere kompleksitet, se i større perspektiv, være en bedre kommunikator og leder. Disse afhænger i princippet af vejen, om det er op ad stigen eller hen til en anden rolle

Softwaretest er en disciplin som styrkes med en række kompetencer, der afhænger af den type test man udfører. De enkelte komponenter kan gavne en personligt, men  ikke nødvendigvis garantere at vi kan blive bedre til at løse de udfordringer vi står med her og nu. Hvorfor det? Det afhænger af konteksten. F.eks kunne man have en idé om at kunne forbedre test effektiviteten ved at kunne en række test teknikker eller værktøjer som kan udvide ens kompetencer. Antagelsen her ligger i at tro man bliver mere effektiv og nyttig, fordi man er i stand til at udføre et bredere spektrum af opgaver inden for test.

Men man kunne også blive bedre til at samarbejde og drage nytte af de kompetencer som ens kolleger allerede har. De “bløde” kompetencer kan være en anden vej til at blive bedre: ved at være stærkere sammen, og ved at komplementere de kompetencer som findes hos dem man arbejder sammen med. Og så kan kunne man stadig forfølge de kompetencet og teknikker der giver mening i kontekst af at man er flere der arbejder sammen. Forbedringer sker sjældent i ensomhed, selv om man vælger selv om man vil gå vejen alene. En anden glimrende bog “Together is better” af Simon Sinek har en passende illustration til lejligheden:

Uanset hvad man vil sigte efter, er der noget basalt i ikke at starte med antagelsen om at en bestemt løsning kan være vejen til en bedre virkelighed. Ved at vende det rundt vil man kunne forestille sig en ny virkelighed, som en vision af det: hvordan vil jeg gerne virkeligheden skal se ud. Det starter med et “jeg” da man skal have et sted at starte, og have det godt i maven med den retning man vælger at sigte efter. Man kunne overveje:

  • At kunne afsætte tid til at hjælpe og vejlede mine kollegaer
  • At kunne definere en test plan på det niveau som kræves for projektet
  • At tage mere ansvar for test i min organisation

Visionen afhænger af ambitioner – de udfordringer man tør at sætte sig selv.

For at arbejde derhen, kunne man lave en opstilling:

Det nuværende tilstand Vejen derhen Vision/Udfordring
En softwaretester med en basal viden inden for test og testdesignteknikker Det næste mulige skridt.

At kunne agere Test Manager, planlægge og styre test på alle udviklingsprojekter som virksomheden udfører.

Mit næste realiserbare mål

Når der er langt til målet, kan det være svært at tage et skridt hen imod det. Men det første skridt er faktisk det vigtigste. Hvordan ved man hvad er det næste rigtige skridt? Ofte, specielt når man bevæger sig i et ukendt område, ved  man det slet ikke. Det er ikke sikkert man ved hvad der skal til for at planlægge og styre softwaretest endnu. Men bare det at man tager et skridt, er en sejr i sig selv.

Det næste skridt kan gå i retning af ens vision – ved at løfte det nuværende tilstand en tand eller 2 op:

  • Jeg kan blive bedre til at tænke på forudsætninger for at jeg kan teste effektivt, forberede test data og skaffe den nødvendige information i god tid
  • Jeg kan notere risici jeg opdager undervejs, mens jeg lærer om nye projekter og tiltag
  • Jeg kan lære at planlægge og designe test som reducerer risici ud fra de givne betingelser

Et eksempel på det næste realiserbare mål kunne altså være at blive bedre til at løse nogle af de problemer og udfordringer, som ligger til grunden for en god planlægning og styring af test. Ved at forstå processen og efter at have haft fingrene i det, bliver jeg bedre til at gøre det igen og igen og måske på en mere overordnet niveau (f.eks i en test plan).

I forhold til samarbejde, kan både vision og arbejde med realiserbare delmål udføres i en kontekst af et team. Et QA team kan f.eks have en vision om at blive verdens klasse QA team.

Vi må og skal fejle

Vi ved det egentligt godt at det kan være nødvendigt at fejle før man lykkedes. Man fejler ofte ved at prøve noget man ikke er god til, fordi man endnu ikke er i stand til at løse de problemer som der kræves.we-fall-off

Mange er tilbøjelige til at give op der hvor det bliver for svært, fordi vi instinktivt følger de veje vi allerede kender. Disse kræver mindre indsats og er derfor nemmere for hjernen at håndtere. Men hvis ikke vi fejler, så lærer heller ikke noget om hvad vi kan gøre bedre! Et eksperiment fejler således hvis det lykkedes at gennemføre det i første forsøg – for så har vi ikke lært noget. Toyota Kata har et glimrende citat om det:

No problem = Problem

Med andre ord, vi er nødt til at opleve udfordringer / problemer for at vokse med dem. Hvis ønsketilstanden er realiserbart, vil vi, med rette portion af motivation og vedholdenhed når det en dag, igennem en række små eksperimenter som vi lærer noget af. Når vi lærer noget, bør vi fejre, men vi bør også sætte efter det næste ønsketilstand. Vejen til idealet kan være lang, og hvem ved – måske ændrer idealet sig undervejs imens man bliver klogere.

stocksnap_1m9boe7xdz

På den måde kan man altså sige at visionen i sig selv er ikke destinationen. Toyota ser ikke foreløbigt det muligt at opnå 0-defects i deres produktion. Idealer behøver ikke at være opnåelige, men den forbedring man opnår undervejs er det faktiske gevinst man høster. Vi har brug for et ambitiøst mål, både for at definere retningen men også for at nå langt. Der skal mod, dedikation og indsats til for at opnå gode resultater. Men hvor gode de bliver afhænger også af hvor højt man sætter baren (og at man tør at sætte den). Success depends on your challenge.

/Poul